Generalforsamling 2024

Onsdag 20 marts blev der afholdt årlig generalforsamling på Hotel Limfjord

Formand Elisa Grauenkjær gav os et tilbageblik på 2023 og de mange arrangementer der har været afholdt. 2023 har samtidig været et år med stort fokus på at komme ”back to basic” og yde den service som omhandler iværksætteri, forretningsudvikling og den supporterende rolle i erhvervsudvikling.

Erhvervschef Jens Mortensen redegjorde for fokus i 2024 med:

  • Sikre kontinuitet, stabilitet og kompetencer i ”eget hus efter en periode med stor udskiftning
  • Vær relevant og gør en forskel for iværksættere og erhvervsliv i forhold til det der efterspørges her og nu samt det der bliver nødvendigt i fremtiden
  • Vær synlig og tilgængelig i hele Thy via arrangementer mm. og herunder en evaluering og gentænkning af tidspunkt / setup i forhold til business breakfast, generalforsamling og events, hvor deltagerantallet har være vigende

På generalforsamlingen blev der sagt farvel til næstformand Jonas Bech som ønskede at træde ud. Kurt Schelle Poulsen træder som suppleant ind i stedet. Hanne Friis fra virksomheden 2+2 blev valgt som ny suppleant. Henrik Melballe og Jesper Pedersen var begge på valg som bestyrelsesmedlemmer og begge blev genvalgt.

Ida Marie Stenumgaard og Sigurd Skovborg præsenteret som nye medarbejdere i Thy Erhvervsforum. Ida starter 2. april og Sigurd starter 1. maj og vil blive nærmere præsenteret i næste nyhedsbrev, men de fleste kender nok allerede Sigurd fra hans virke i Mors – Thy håndbold. Stort velkommen til dem begge.

Jens Elung fra Erhvervshus Nordjylland rundede generalforsamlingen af med et super interessant indlæg om kunstig intelligens (AI) – det er helt sikkert et emne vi kommer til at tage op igen og i det hele taget kommer til at høre mere om.

Tak for opbakningen fra medlemmer og samarbejdspartnere til årets generalforsamling.